Trænerteamet og ambitionsniveauet fortsætter hos dame senior
Trænerteamet fortsætter – og ambitionsniveauet er intakt på dame senior! 💚⚽
Efter en stærk forårssæson i 2. division, hvor vores Dame Senior-hold leverede en flot indsats og sikrede en solid placering midt i tabellen, kan vi nu officielt bekræfte, at hele trænerteamet fortsætter i B73 Slagelse.
Cheftræner Henrik Carlson, assistenttrænere Janus Ellegaard og Tina Steen, målmandstræner Niels Sørensen samt holdleder og blæksprutte Laura Sylvest har alle valgt at forlænge samarbejdet og bygge videre på det stærke fundament, der er lagt.
Holdet har i hele foråret vist et højt træningsniveau, stor vilje og masser af potentiale – på trods af et tæt kampprogram og en krævende afslutning på sæsonen. Det er tydeligt, at der er noget spændende i gang, og derfor er ambitionen nu at etablere sig endnu stærkere i rækken og tage næste skridt i udviklingen af både spil og sammenhængskraft i truppen.
Vi er samtidig stolte af at kunne kalde os Slagelses eneste divisionshold i fodbold – og det er selvfølgelig en position, vi både vil værne om og videreudvikle. Det her projekt er langt fra færdigt!
Sæsonstart og pokalkamp på programmet
Spillerne nyder i øjeblikket en velfortjent sommerpause, men vender tilbage på træningsbanen mandag d. 21. juli. Her begynder forberedelserne frem mod turneringsstart, som i år lyder på:
🗓 Fredag d. 23. august – ude mod Sundby Boldklub.
Inden da skal der dog spilles pokalfodbold, og det sker:
🗓 Onsdag d. 13. august mod Svogerslev, som netop er rykket op i 2. division. En spændende testkamp mod en nyoprykker, hvor vi forhåbentlig kan tage et skridt videre i pokalturneringen.
Vil du være en del af holdet?
Vi tager meget gerne imod nye spillere, der har lyst til at blive en del af et ambitiøst, stærkt og sammenhængende dameprojekt i B73.
Er du nysgerrig – eller kunne du tænke dig en prøvetræning – så tag kontakt til cheftræner Henrik Carlson for nærmere aftale.
Vi glæder os til en ny sæson med højt niveau, masser af energi og grønne ambitioner!