Ny ungdomsudviklingstræner - Martin Kilbæk
Velkommen til Martin Kilbæk
B73 Slagelse styrker nu ungdomsafdelingen med ansættelsen af Martin Kilbæk som ny ungdomsudviklingstræner for U13–U15 piger og drenge.
Med sin kombination af faglig viden, praktisk erfaring og stor passion for fodbold bliver Martin en central del af klubbens arbejde med at skabe stærke træningsmiljøer og udvikling på tværs af årgangene.
Solid baggrund fra både bredde- og elitefodbold
26-årige Martin er nyuddannet bachelor i Idræt og Sundhed fra Syddansk Universitet. I sit bachelorprojekt undersøgte han, hvordan relativ alderseffekt og biologisk modenhed spiller ind på selektion og præstation i dansk eliteungdomsfodbold – med særligt fokus på U-landshold og top 18-licensklubber.
På trænerfronten har Martin allerede opnået erfaring fra flere miljøer. Han har været cheftræner for Dalum/Næsby U19 Division, hvor han også havde ansvaret for klubbens licensansøgning. Derudover har han været morgentræner i Slagelse Talent & Elite og gennemført praktikophold i Næsby BK med fokus på strategisk klubudvikling.
Martin har desuden søgt inspiration på højeste niveau, blandt andet gennem dialog og observation hos Superligastaben i FC Midtjylland. For tiden læser han videre på kandidatuddannelsen i Idræt med specialisering i konkurrence- og eliteidræt.
Vælger B73 – af hjertet
Selvom der har været muligheder for at fortsætte karrieren i kvindefodbolden på øverste nationale niveau, har Martin valgt at vende blikket mod B73. Klubben har en helt særlig betydning for ham:
"B73 har givet mig meget gennem årene, og nu ser jeg frem til at give noget tilbage. Klubben er i en rivende udvikling, og jeg glæder mig til at være en del af rejsen sammen med de mange dygtige og engagerede mennesker," fortæller Martin.
En vigtig tilføjelse til ungdomsarbejdet
I B73 ser vi frem til samarbejdet og til den forskel, Martin vil gøre for både spillere og trænere i ungdomsafdelingen.
Velkommen til, Martin – vi glæder os til at have dig med på holdet! 💚⚽