Frivillighedens styrker – og styrker for frivilligheden
Af Ditte Henriksø og Lene Thorsen
Det er mandag aften, og det summer af liv i klubhuset i B73, hvor flere netop har søgt ly for den pludseligt udbrudte regn, alt imens der er fuld gang i træningen ude på banerne. Her i klubhuset møder vi pigernes U14-træner, Rasmus, og hans to frivillige hjælpere, Simon og Nicki. Simon og Nicki, det er dem, det skal handle om.
Simon har været i klubben i 11 år. Han startede egentlig som assistent og har siden arbejdet med både drenge- og pigehold, hvor han også har kastet sig ud i opgaven som målmandstræner. Når man spørger Simon, hvad han selv får ud af det, svarer han ærligt: ”Jeg kommer ud ad døren!” Og det, der blandt andet får ham ud ad døren er, at engagementet i klubben hjælper ham med at danne et netværk og få kendskab til andre med samme interesse: Fodbolden – og frivilligheden.
Simon har fundet en ny form for passion for spillet, nemlig dommertjansen. Faktisk har han fået så meget mod på den opgave, at han har taget dommerkursus og kan dømme op til serie 4. Men som han siger, alt det har kun været muligt, fordi han har været heldig at blive en del af et godt trænerteam, der har hans ryg og kan se tingene fra hans perspektiv og tage de nødvendige hensyn – men også kan give ham et spark. De spark har måske netop været medvirkende til, at han turde kaste sig ud i opgaver som målmandstræner og dommergerningen – og så er det medvirkende til, at han har lært meget om sig selv, ikke mindst hvornår han skal sige ja og nej til opgaver. Netop det med at mærke efter, har bragt Simon frem til beslutningen om at stoppe som målmandstræner næste sommer for helt at hellige sig dommergerningen. Han mærker nemlig en særlig motivation for at prøve sig selv endnu mere af her.
Fodbolden giver mod på livet
Simon mærker selv, hvordan fodboldverdenen har styrket hans tro på sig selv og lært ham bl.a. at håndtere konflikter– alt sammen noget, der ruster ham til andre ting i livet, som f.eks. at have et fleksjob. Når man spørger Simon nærmere ind til det her med fodbolden, så er han ikke i tvivl: visionen er at gøre en forskel for andre og give kærligheden til sporten videre. Og for ham er klubben et fristed, og han får energi af at være en del af dette fællesskab.
Nicki stemmer i: ”Det, der giver mest glæde i livet, er at gøre noget for andre!” Og det gør han her i B73! Nicki, der kører i en Fiat Panda og derfor kammeratligt har fået tilnavnet ”Pandaen” i teamet, blev assistent for snart 3 år siden, det var dengang Rasmus startede med at træne U12, der nu snart er U16.
Rasmus kendte Nicki i forvejen, og derfor øjnede Rasmus nogle områder, hvor netop Nicki kunne bidrage til klubben. Nicki er nemlig den, der har styr på materialerne på holdet, han har styr på alt: kegler, bolde og så stiller han øvelserne op til træning. Derudover er han punktlig. Meget punktlig. Og lige når det kommer til materialer, så er det en stor fordel, at Nicki er drevet af at ville have styr på tingene.
Stærk personlig udvikling
Rasmus og Nicki fortæller samstemmende, at Nicki, der ellers godt kan være udfordret af at være lidt stille, har udviklet sig enormt gennem sit frivillige engagement i klubben. Rasmus sørger nemlig for, at Nicki bliver udfordret, f.eks. når han skal stille sig op og give beskeder og den slags. Nicki har behov for ikke at blive presset for meget ud af sin comfort zone, men Rasmus kender ham godt og ved, hvornår han kan presses og udfordres. Den slags hensyn er nødvendige. Nicki er også ansvarlig for holdets Facebook og Kampklar. Han laver udkast og aftaler med Rasmus, hvad der skal stå. På den måde får Nicki ansvar – og Rasmus får hjælp.
Rasmus kigger på Nicki og Simon. De to gutter er ret forskellige og har hver deres udfordringer. Simon snakker og er meget udadvendt, hvorimod Nicki er det modsatte – mere introvert. Derfor er det vigtigt, og en forudsætning for Simon og Nickis frivillige virke, at cheftræneren og teamet omkring kan sætte rammer og har forståelse for både drengenes styrker samt begrænsninger.
Fokus på trivsel
Simon og Nicki er en kæmpe hjælp for trænerne, fortæller Rasmus, og han understreger, at det er en oplagt mulighed i rekrutteringen af frivillige at kigge efter unge, der måske nok har deres udfordringer, men bestemt har meget at byde ind med. De er en gevinst for alle: For klubben og for trænerne, for spillerne og for frivilligheden. Rasmus uddyber, at han som træner får andre perspektiver på træningen fra Simon og Nicki, fordi de ser tingene på en anden måde. Det har medvirket til, at Rasmus er blevet mere opmærksom på, hvordan han f.eks. kommunikerer. Også pigerne på holdet er glade for Simon og Nicki, hvor de rigtigt har fundet en fælles humor – og det bidrager til god stemning på holdet.
Sammen har de tre, Simon, Nicki og Rasmus skabt et godt træningsmiljø på holdet: en tryg base for pigerne, og det har været medvirkende til, at holdet i stor stil er vokset gennem årene, hvor mange nye spillere er kommet til. Sammen har teamet fokus på trivsel. En trivsel, der betyder meget for både Rasmus, Simon og Nicki.
Plads til forskelligheder
Nu er de ca. 30 piger på holdet. Og holdet vælges til netop pga. det store sociale fokus. Det er dog ikke det samme, som at de ikke også gerne vil præstere – men der skal være balance i tingene. Ligesom der skal være balance i tingene– for Simon og Nicki. De vælger frivilligheden til i det omfang det er muligt på forskellig vis. For forskellige er de – og det er der plads til. I B73 er der plads til forskellighed og forskellige behov, og som man ser med de to gutter, så kan det føre store ting med sig, når fælles interesser bringer folk sammen. Foreningslivet rummer mange muligheder i forhold til dannelse, læring og kompetencer, man kan tage med sig ud i livet.
Folk som Simon og Nicki har uvurderlig værdi for klubben, som Rasmus udtrykker det: ”De ved ikke hvor stor værdi, de har for klubben. De er en kæmpe styrke for frivilligheden.”
Der er efterhånden gået en times tid, og vi siger på gensyn til de to ildsjæle. For nu.
Da det bliver torsdag aften, og holdet har kamp på bane 1, er både Nicki og Simon igen at finde i aktion på forskelligvis i klubben. Sådan er det med de to – de støtter op og bidrager, hvor de kan. To særlige ildsjæle.