Menu

U15- og U16-pigerne er Sjællandsmestre i futsal

image
08. marts 2022 kl. 11:23
Lørdag 5. marts 2022 var U15- og U16-pigerne til Sjællandsmesterskaber i Roskildehallerne

 

Flot og velfortjent sejr til U15-pigerne

U15 pigerne startede med en sikker sejr på 5-0 over Hvalsø og en lige så sikker sejr på 3-0 i anden kamp mod Gilleleje – og så var vi faktisk Sjællandsmestre inden vores sidste kamp og inden de sidste to kampe i puljen.

Den sidste kamp mod Ringsted endte 0–0, hvilket nok var en kombination af uheld, at vi allerede var mestre og hvis kampen havde varet bare 1 minut mere, havde vi nok fået mindst et mål. Kort sagt – vi havde chancerne til af afgøre kampen til vores fordel.

Vi vil ikke lægge skjul på, at vi kørte til Roskilde med en klar målsætning, at alt andet end en 1. plads ville have været en mega skuffelse. Vi kendte til de tre andre hold og vidste, at vi var dem overlegne både teknisk og taktisk.
Desuden er futsal også et spil, hvor den ene chance kan afgøre kampen, så derfor er det også en kæmpe fordel, at vi har god og effektiv futsal keeper.
Generelt havde vi 80 % af spillet i de tre kampe, og på chancestatistikken var vi overlegne. Så et fuldt fortjent Sjællandsmesterskab blev fejret.

Overraskende, men flot sejr til U16

Over middag blev det U16-pigernes tur. De gik ind til deres fire kampe med hjælp fra to U15-piger pga. afbud og sygdom. Det var dog på ingen måde en forringelse af holdet.

Vi gik ikke ind med samme målsætning som i U15-rækken, da vi vidste, at de andre hold også kunne spille pæn futsal-bold, og at Roskilde og Allerød altid er godt skolet til at spille futsal. Det var en række, hvor effektiviteten foran mål kunne blive afgørende kl. 14.10 efter sidste kamp.

Første kamp blev vundet 1-0 over Hvalsø, og som nævnt er det vigtigt at være effektiv foran målet. 3 point i en 5 holds pulje luner rigtig godt.
Det skal dog også bemærkes, at vi var det bedste fodboldhold på banen.

Næste kamp mod Roskilde blev anderledes kedelig, bl.a. med et nederlag på 0-1, og igen så vi, at den ene chance kan afgøre kampen. Kampen blev fysisk, og det irriterede vores spillere, hvilket desværre påvirkede dem og resulterede i en fejl, som blev straffet. Roskilde vandt en lige kamp.
Emma måtte desværre udgå med en knæskade, og vi håber så inderligt, at det bare er et slemt vrid i knæet (vi krydser, hvad vi kan!). I øvrigt blev vi i den situation hjulpet af en meget venlig forældre-tilskuer, som havde stor lægefaglig viden, og hans vurdering var, at knæet på trods af vriddet, virkede rimeligt stabilt. Vi håber alt det bedste for Emma.

Inden vores næste kamp spillede de to umiddelbare favoritter (Allerød og Roskilde) uafgjort.

Den efterfølgende kamp mod Birkerød blev en mærkelig kamp. Pigerne var efter kampen både kede af det, men samtidig glade for, at vi trods alt vandt 1–0 på vores ene chance! Flere af vores tilskuere/forældre bemærkede, at pigerne var præget af Emmas uheld. Vi spillede OK og er det bedste hold på banen.

Inden de to sidste kampe var stillingen faktisk blevet meget tæt, netop fordi Allerød og Roskilde delte i deres indbyrdes kamp:
Allerød - 7 point, Roskilde – 7 point, B73 – 6 point, Gilleleje – 3 point, Hvalsø – 0 point.
Gilleje havde ikke flere kampe tilbage. Vi manglede Allerød, og Roskilde havde på papiret en let kamp tilbage mod Hvalsø. Så langt de fleste havde nok forestillet sig, at Roskilde ville komme op på 10 point.

Forventning om en flot bronzemedalje
Hvis Roskilde havde vundet deres kamp 1-0, og hvis udfaldet af vores kamp mod Allerød var endt med sejr til dem på 1–0, så synes vi faktisk, at vi havde opnået en flot 3. plads. Roskilde og Allerød skulle så have trukket lod om Sjællandsmesterskabet.

Roskilde spillede dog 0–0 mod Hvalsø, og så kunne vores sidste kamp afgøre, hvor pokalen skulle hen.
I vores lille optaktssnak før kampen mod Allerød 5 minutter før kampstart var oplægget, at vi skulle ud og ”drille” Allerød og Roskilde og forsøge at sikre, at de ikke scorede, og så måtte vi se om vi fik en chance. Favoritværdigheden lå vel på 60-70 % til Allerød, som er et godt hold.

Guldet kommer inden for rækkevidde 
Da Roskildes kamp sluttede, stod det klart, at vi kunne vi blive Sjællandsmestre. Optakten til kampen gik på, at vi skulle ud og nyde kampen, spille fuldstændig frit og uden nogen forventninger. Pigerne fik at vide, at en bronzemedalje var et super flot samlet resultat på sæsonen.
”Gå ind og nyd kampen, få spillet noget pæn futsal bold, og så er vi efter kampen, hvad der er sket”.

Allerød havde vel bolden 70-80 % af tiden, men pigerne spillede en uhyre effektiv, disciplineret og taktisk veludført kamp. Nuvel, held skal der også til. Vi fik scoret på en lille contra efter ca. 3 minutter. Så kampen var lidt lang, når nu en føring skulle forsvares i 6 minutter. Der var kun en udskifter efter Emmas uheld, så pigerne var brugte efter kampen.

Stor jubel efter flot sejr

DET LYKKEDES F……….. Jubel efter kampen, og U16 var også blevet Sjællandsmester. Både fortjent og overraskende.
Da vi stod ved præmieoverrækkelsen, var der faktisk nogle forældre, der ikke helt var klar over, at vi faktisk havde vundet rækken med ”kun” 3 sejre. Men for h…….., hvor er et mål og tre point vigtige, og dem var vi på dagen bedst til. Vi scorede sammenlagt tre mål, og Allerød og Roskilde kun to hver. Så igen gode/kloge fodboldspillere kombineret med en effektiv keeper.

Stort tillykke med sejren til begge hold

STORT TILLYKKE til U15 og U16 pigerne, og vi håber Emma snart er på bane igen.

Nogen vil sige, at det jo kun var i række B. I A-rækken deltog i år kun to hold, så set i bakspejlet skulle vi jo havde været i A-rækken. Det skal bemærkes, at vi ugen før spillede en god træningskamp mod det tabende A-række hold Ringsted. Vi tabte på fysikken og effektiviteten, men var Ringsted overlegne taktisk og teknisk. Gennemsnitligt var Ringstedspillerne også en årgang ældre. Med rette er vi vel nummer 3 på Sjælland efter Helsingør og Ringsted.

Det skal bemærkes, at vi er ekstra glade, da vi i år kun har haft to træninger og en træningskamp. Måske det lige var det, der gav udslaget lørdag 5. marts i Roskilde.
Tak til U17 drengene, som ville bytte deres indendørstræning med vores udendørs træning de to onsdage.

Luk