Menu

Genåbning for alle pånær U4 og U5

image
12. maj 2020 kl. 12:24
Dog bliver tingene ikke helt som de plejer

Kære medlem i B73

COVID-19 satte for snart et par måneder siden en midlertidig stopper for al træning og aktivitet i klubben. Det har været rigtig hårdt for os alle.

Men nu er der længe ventet godt nyt: Myndighederne har nemlig givet grønt lys til, at vi må starte træningen op igen.

Det skal ske på en ansvarlig måde. Bestyrelsen har udviklet en plan for fodboldtræning, der lever op til de sundhedsmæssige retningslinjer og anbefalinger, og som er godkendt ved politi og Slagelse Kommune. Vi starter dog ikke træningen op for de helt små U5 og U4. De må vente lidt endnu.

Bestyrelsen vil i starten være tilstede på banerne for at vejlede om retningslinjerne og bestemmelserne for træning på Stadion Vest og Marievang.   

Tingene bliver ikke helt som de plejer! Der vil nemlig være ekstra forholdsregler og nye retningslinjer, som vi selvfølgelig skal følge. Det gælder bl.a.:

  • Alle træningsgrupper inkl. træner må max være på 10 personer per bane
  • Der skal holdes 2 meters afstand mellem alle deltagerne – også under træningsøvelserne
  • Ingen high-fives, gensynskram eller anden fysisk kontakt
  • Grundig rengøring af bolde og andre rekvisitter efter træning
  • Klubhuset er lukket, så al omklædning og bad foregår hjemme
  • Der spilles endnu ikke nogen kampe – blot træningsøvelser med god afstand

I kan læse nærmere om retningslinjerne for opstart af fodboldtræningen her:
https://www.dbusjaelland.dk/nyheder/2020/maj/fodboldklubberne-kan-aabne-igen-med-corona-regler/

Praktisk skal I naturligvis også sikre at I har fået betalt kontingent.

Der må ikke være tilskuere på banerne, hvorfor aflevering af børn sker på parkeringspladsen.

Opstart på onsdag den 13. maj

Vi begynder træningen fra onsdag den 13. maj, såfremt trænerne melder klar. Se den opdaterede træningsplan her: Træningsplan_fra_12.maj_2020

Oversigt over områder og ensretning af stadion kan du se her: baneoversigt

Din træner vil indenfor nærmeste fremtid sende dig nærmere oplysninger omkring opstarten. Heri vil det fremgå, om vi har behov for nogle af forældrenes hjælp. Med grupper af max 10 inkl. én voksen per bane har vi nemlig behov for et par ekstra hænder til at hjælpe med træningen. Ellers kan alle klubbens medlemmer nemlig ikke få lov at træne, og det synes vi ville være rigtig synd.

Der kan også være situationer hvor ikke alle på en årgang kan komme til træning samtidig, men det puslespil lader vi trænerne om.

Vi håber derfor, at I vil hjælpe til i denne særlige tid, hvis træneren spørger jer. Også selvom I ikke er fodboldkyndige selv – træneren skal nok instruere jer i hvilke øvelser, der skal køres og hjælpe til med det hele.

Vi glæder os til at se jer igen

Her til sidst vil vi blot sige, at vi glæder os umådeligt meget til at skabe gode, trygge og fællesskabende rammer for alle klubbens medlemmer.

Selvom vi endnu ikke vender tilbage til fodbolden, som vi kender den fra før Corona, så er dette et stort skridt på vejen, og vi er sikre på, at vi ved fælles hjælp kan sikre en god opstart.

 

Med fodboldhilsen

Bestyrelsen i B73

Luk