| B73 talent stadig i spil hos DBU |
|
|
|
| Skrevet af Thomas Reitz Pedersen |
| Onsdag, 21. december 2011 08:41 |
|
DBU giver hvert år klubberne mulighed for at indstille et antal U-14 spillere til talenttræning i DBU-regi med det formål, at finde og videreudvikle talenter, der i sidste ende kan blive tilknyttet U-16 landsholdet.
Der har på landsplan været indstillet over 600 spillere fordelt på 6 kredse, 3 i Jylland, 1 på Fyn og 2 på Sjælland. I løbet af efteråret har der været indkaldt til udtagelsessamlinger rundt om i landet, og efter disse udtagelsessamlinger er der blevet udvalgt 120-130 spillere (20-22 pr. kreds) til videre deltagelse i sæsonens talentsamlinger, hvoraf der i perioden 1. sep. - 31. juli vil blive afholdt ca. 15 i hver af de 6 kredse.
Det foreløbige højdepunkt har været en weekend-samling i Espergærde, hvor Sjælland Vest, Sjælland Øst, Fyn og et svensk hold fra Eskilsminne IF havde sat hinanden stævne til en alle-mod-alle turnering. En weekend, som udover at være både udfordrende og udviklende rent sportsligt, samtidig gav en hel del på den sociale konto, og mange nye venskaber blev således skabt på tværs af klubberne. Og så var det jo samtidigt lidt sejt at spille kamp i landsholdsdragten! Sæsonens talenttræning afsluttes med et 3-dages talenttræf, hvorefter man ud fra en helhedsvurdering af spillerne vil udtage ca. 50 spillere, der bliver tilbudt videre deltagelse i DBU’s U-15 talenttræning efter sommerferien 2012. Ditte vil selvfølgelig gøre, hvad hun kan for at være med blandt de piger, der tilbydes videre deltagelse, men der er mange dygtige piger, konkurrencen er hård og man skal være 100 % på, når det gælder. |





